Vendelboerne, flinke folk
iblandt...!
|
Mistroisk, vagtsom, reserveret;
ædruelig, drikfældig;
foretagsom, dorsk; listig, lun,
opfindsom.
Disse og mange lignende ord er
gennem tiderne blevet hæftet på
vendelboen. Beskrivelserne har
vekslet i tidens løb og fra
forfatter til forfatter, men eet
karaktertræk synes man
imidlertid at kunne samles i
enighed om, nemlig at vendelboen
alle dage har været stædig
og stridbar!
En syddansk forfatter
sammenfattede i 1940 billedet af
den traditionelle vendelbo
således: Sindig, djærv og
gruttendes stærk og med utæmmet
Voldsomhed skjult under det
rolige Ydre(1).
I denne utæmmede voldsomhed
ligger vendelboens stridbarhed
og oprørskhed, sådan som den
viste sig ikke mindst i
middelalderen, hvor vendelboerne
ofte greb til våbnene for at
hævde lov og ret. Ikke kongens,
embedsmandens eller
ordensmagtens lov og ret, men
vendelboens egen opfattelse af
hvad der var lov og hævdvunden
ret. Det skete da nørrejyderne i
1086 rejste sig mod kong Knud
den Hellige og hans skattebyrder
(tienden bl.a); oprøret 1441 mod
Christopher 3. af Bayern;
Skipper Klements bondeoprør 1534
i Grevens Fejde; de
vendsysselske bønders rejsning
under Lars Dyrskjøts ledelse mod
svenskerne i 1644.
Som vendelbo nærer man jo gerne
den heroiske myte om vendelboen
der ikke lader sig kue. Men bag
det hele ligger der givetvis
også en god del historisk
romantik. Hvad angår
middelalderens bondeoprør, er
forfatteren Knud Bidstrup ikke i
tvivl om at Den sørgelige
sandhed om disse opstande er, at
bondealmuen hver gang var
brikker i et blodigt spil om
magten. Uvidende, som bønderne
var, om tingenes sammenhæng, lod
de sig hidse op til at tro, at
de kæmpede for egne interesser,
de benyttede chancen til at tage
hævn for de nære plager, men det
var i den sidste ende dem, der
måtte betale omkostningerne med
liv, frihed og halsløsningspenge(2).
Hvor meget og hvor lidt substans
der nu er i myten, så har den
dog levet videre gennem
århundrederne. Forfatteren M. A.
Goldschmidt mødte under en
rundrejse i 1865 i Vendsyssel en
bonde i Hune, som i hans øjne
repræsenterede det smukkeste
eksempel på den nordjyske
folkekarakter: Alting hos ham
tilkjendegav, at han følte sig
som sin Gaards Herre, nøjagtig
vidste, hvortil hans Mark naar,
og hvortil hans Ret gaar. Han er
hævet over Fristelsen til at
gjøre sin Nabo Uret, og han vil
ingen Uret taale. (…) Dette folk
er et retsfolk, at retsfølelse
og retskrav er dets inderste
liv.(3)
I gamle dage sagde man i
Vendsyssel, at der var langt til
Gud i himlen, men længere til
kongen i København. Og det var
ikke helt løgn. Set med
vendelboøjne lå rigets hovedstad
mildest talt noget afsides, og
vendelboerne måtte tit sande, at
kongernes og
centraladministrationens
interesse for dem kunne være på
et meget lille sted. Derfor
betragtede de sig også som
sorterende direkte under
Vorherre; de nægtede at tro på,
at øvrigheden var indsat af Gud.(4)
Denne utilbøjelighed til at
undergive sig magthaveres og
embedsmænds bud sås i nyere tid
i 1886 under det såkaldte
Gendarmslag ved Brønderslev
Marked. Gendarmkorpset var
blevet oprettet ved provisorisk
lov i 1885, til at hjælpe politi
og myndigheder med at opretholde
ro og orden i den dengang
politisk ret så bevægede tid. Da
en af disse gendarmer anholdt en
beruset markedsgæst, gik
folkemængden til angreb imod
gendarmerne, og det hele
udviklede sig til et veritabelt
slag. Efterfølgende blev 28
personer, heriblandt 11
gårdejere, anholdt og senere
straffet for deres opsætsighed.
Efter udstået straf blev de
selvfølgelig alle fejret som
”martyrer for demokratiets sag”(5).
I vore dage er den oprørske og
ubøjelige vendelbo blevet mere
rundsleben, nok stædig, men i
høj grad også sindig og
lun. Forfatteren Knud
Sørensen beskriver (2005)
forskellen mellem morsingboer og
vendelboer: Vendelboer har en
god humor og lune (…). Men
morsingboer er ikke så stejle og
stædige som vendelboer(6).
Der synes endda ligefrem at være
penge i dette vendelbondske
gemyt; i Nordjyske Stiftstidende
kunne man den 12. juli 2006
læse, at Nordjydernes ro og
sindighed bliver en eftertragtet
vare i fremtiden. Mennesker vil
valfarte til landet mod nord for
ikke alene at være i den
beroligende natur, men også
omgås de "tunge og trælse"
vendelboer. Det er selvfølgelig
altid godt bare at være i godt
humør, men glimtet i øjet, den
ægte humor har stor økonomisk
værdi. Man behøver ikke at rive
vittigheder af sig, det er ikke
den form for humor, nej, det er
snarere den nordjyske slags, der
virkelig er penge værd.(7)
Der er dog langt fra denne
nutidens sindige lune nordjyde i
den beroligende natur, til den
stridbare bonde i Vendsyssels
sibiriske udørk, som man
møder i tidligere tiders
beskrivelser. Her følger et
skønsomt udvalg af beskrivelser
og uforgribelige meninger om
Vendsyssel og vendelboen, hans
udseende, levevis, foretagsomhed
og væsen.
|
Landet og befolkningen
|
12/1300-tallet. Erik
Vendilskagas saga(42):
[Vendelboerne er] onde, troløse
og i enhver Henseende slettere
end Danmarks andre Folk".
1680. En historiker ved
Københavns Universitet, Peder
Hansen Resen(8):
Vendsyssels indbyggere er i
almindelighed vilde, så derfor
finder man ofte, at de har været
oprørske, som for eksempel da de
i 1437 satte sig op mod Erik af
Pommern, og da de langt
tidligere rejste sig mod Knud
den Hellige og dræbte ham i
selve Skt. Albani Kirke i
Odense. De er også talrige;
således siger Lyskander, at
landet er så folkerigt, at det
kan stille 20.000 soldater.
(...) I samme herred [Jerslev]
er der et sogn kaldet Hundslund
[det nuværende Dronninglund
sogn], som regnes for det
rigeste af alle i hele
Vendsyssel. Dets indbyggere
betegnes som vilde og krigeriske
og nærmest tilbøjelige til
optøjer og oprør. Derfor har de
ofte sat sig op mod de kongelige
lensmænd; nogle har de endog
dræbt, for eksempel på Erik
Menveds tid Trugot, som havde
vist sig meget streng imod dem.
Og som grund til deres oprør
tilføjes, at de ofte var blevet
ramt meget hårdt, snart af
bøde-, snart af dødsstraf, alt
eftersom de havde forset sig
mere eller mindre, og de har
ikke kunnet tvinges til
vedvarende lydighed, førend de
blev unddraget de kongelige
lensmænds magt og kom under
andre ejeres herredømme, som for
eksempel Hans Lindenov, der
købte jorden og tæmmede
bøndernes vildskab.
1779. En embedsmand og
forfatter fra København, August
Hennings(9):
Forresten har det [Vendsyssel]
alle Kendetegn paa et forsømt
Land; Havne, der tilsander;
Veje, der er farlige, selv med
smaa Postvogne; Aaer, der
svømmede over; Broer, der er
nedfaldne; Enge, der ligner
Sumpe, smaa Bondehuse uden
Skorstene, og saa videre. Jeg
vil ikke omtale Flyvesandet, der
i en halv Mils Bredde omfatter
Vendsyssel lige fra Hanherred
til Aalbæk.
1787. En københavnsk
toldembedsmand, Olaus Olavius,
udstationeret i Skagen(10):
[Jeg fandt] i stedet for
et blomstrende Kanaan, et uhyre
Sibirien. (…). Egnen er blevet
afklædt dens grønne prydelser
ved sandflugten, og ser ud som
et forstyrret sted: havet som
omgiver denne odde, bruser og
raser, nogle få tider af året
undtagne; byen trues med
undergang, snart af sand, og
snart af tilløbende vandstrømme,
hvor de gående må føle og
tradske op til knæerne; kort
sagt! Man er omgiven fast
allevegne med idel
ubehageligheder, der sætter
sindet i overordentlig traurig
for fatning hos de fleste, som
ikke er indfødte.
1806. En sjællandsk præst og
topograf, L. M. Wedel(11):
Egnen ved fjorden [Limfjorden]
er behagelig, da der er så mange
afvekslinger for øjet, men
længere oppe i landet, især ved
Skagen og Hjørring, er den styg,
kedsommelig og usund, især for
fremmede, ved det idelige fine
sand, som beskadiger synet og
lungen.
1810. En professor i
landøkonomi, Gregers Begtrup(12):
Vendsyssel lider af Sandflugt,
Havguser, kolde fortærende
nordvestlige Vinde, slette Veje,
mangel på Havne og gode
Kjøbstæder. Dens Skove på
østkanten ere for det meste
ødelagte, og på vestkanten har
den ingen. Kjøkkenhaver og
Frugthaver ere en Sjeldenhed.
(…) Agerdyrkningen er langt
tilbage, thi Udskiftningen er
mådelig, og her mangler
Oplysning, Exsempel og
Opmuntring.
1854. En sjællandsk præst,
A.E.Meinert(13):
Vendelboerne er et folk ligesom
landet, de bebor, vildt og råt,
uden poesi og sans for, hvad der
forskønner livet, men de er
derimod en overordentlig kraftig
stamme, ubøjelig til den yderste
grad og besjælet af en mageløs
kærlighed til friheden.
1865. En københavnsk
forfatter, M.A.Goldschmidt(14):
Fra min Barndom havde Ordet
”Vendsyssel”, ”Vendelbo”, en
ejendommelig, fast mystisk Klang
for mig. Jeg kan ikke nøjagtig
angive hvorfor; men rimeligvis
er det kommet af, at jeg hørte
Vendelboerne omtale som et
haardt, stridbart, oprørsk Folk,
hvis Knive sad løse i Skederne,
og som vare blevne voldsomt
kuede (…). De levede i et vildt,
trist, ufrugtbart Land, vadede
somme Steder i Sand til mdit paa
Livet, besøgtes kun ugjerne
eller af Folk, som kunde drikke
mægtige Thevandsknægte. Trods
deres historiske Vælde vare de
plagede af Hudsygdomme, som de
gjerne meddelte Andre. Kort, der
omgav dem noget Sært, og skjønt
de sysselsatte min Fantasi,
faldt det mig dog aldrig ind
dengang, at jeg fornuftigvis
kunde besøge deres Land. I Aaret
1854 kom jeg dog til Aalborg, og
da jeg nu kun ved Fjorden var
skilt fra Vendsyssel, forekom
det mig bag hine tavse Bakker
som et Eventyrland, som et
Siberien, hvor der hang
novellistiske Herremænd paa
Træerne og Sagn paa alle Buske.
|
Udseende og levevis
|
1735. En birkedommer på
Dronninglund, senere
herredsfoged, Søren Madsen Høeg(15):
Saa contribuerer og meget til
Bondens Ruin, at Tienestefolk er
meget ulydig og obstinati samt
den over Standen unødige Stads,
som iblandt Qvindfolkene ere
optaget og bruges, saa og den
overdaadige fremmed Tobaksrøgen,
Mandfolkene øver, thi Piben er
snart aldrig af Munden, ihvad
Slags Arbejde de end ere udi.
1828. En amtsforvalter over
Hjørring amt, L.C.
Brinck-Seidelin(16):
Vor Bonde er ikke smuk, men har
ei heller ubehagelige
Ansigtstræk; lyst Haar er
sjeldent; Øinene ere oftest
graaeblaae; Børnene ere
sædvanligen blege, som Følge af
Udslæt, der ogsaa forknytter
deres Væxt.
I Almindelig er Bonden i det
vestlige Land mindre høi end i
det østlige, men førere af
Lemmer. – Ved hans Tale er at
mærke, at han gjerne vil
forkorte Ordene og derfor
bortkaster Ende-Vokalerne,
hvorved han for Fremmede bliver
noget uforstaaelig. (…)
Han er ikke just stærk af
Helbred; at de smaae Børn bruges
til at vogte Kreaturer i
Uddrifter, hvor de lide af
Kulde, og ofte gaae i Vand,
svækker dem i den unge Alder, og
er tillige for deres Moralitet
skadeligt, da Forældrene, der
have denne Nytte af Børnene,
synes, at de derfor bør see
gjennem Fingre med deres Feil. –
De her meest herskende Sygdomme
– og nogle af dem er Bonden
ligegyldig for, da han anseer
dem for nødvendigt Onde, som han
i det høieste kun bruger
Huusraad for, i hvilke da
Overtroen ei har ringe Deel –
ere: 1) Hududslæt af forskjellig
Natur, saasom Fnat, Ringorm og
Skurv; 2) hidsige Febre, som
næsten hvert Aar vise sig i et
eller flere Sogne, (…); 3) den
saakaldte veneriske Sygdom,
Syphilis. (…): Hvad der meest
bidrager til, at disse smitsomme
Sygdomme saa let finde Adgang
hos Almuen her, og gjør det saa
vanskeligt for Lægen at udrydde
dem, er den Ureenlighed, der
finder Sted blandt Bønder, thi
Huden er ureen, Linnedet
smudsigt og snevert, og
Fødemidlerne ei med Reenlighed
behandlede, endvidere den
beklumrede og fugtige Luft i
Værelserne, Brugen af
Alkovesenge og Ligegyldighed for
at undgaae Smitte. (…).
1828. Samme amtsforvalter
over Hjørring amt, L.C.
Brinck-Seidelin(17):
Manden og Karlen kræver den
nøiagtigste Oppasning og nyder
den ogsaa. Dog, Konens Virken
har og sin Skyggeside: hun er
aldeles ikke reenlig; paa hende
selv, Manden, Børnene og Stuen
er, saa at sige, Snavset
fastgroet; hvad Mad og Drikke,
der sættes frem, er i Mængde og
til bestemt Tid, men slet
tillavet, Flesk og Kjød er
harske, men saaledes nydes det
meest; Kjøkkenurter har man ei
Smag for, Smørret er sædvanligen
slet, Melken, som har staaet
under Loftet, har Afsmag, og
Øllet er afskyeligt, og oftest
ikkun forvaret i et Kar med løst
Dæksel over. Brødet er bedre,
men ofte løst og tørt formedelst
Blanding af byg eller Havre. Det
vil heraf sees, at bestiller
Fruentimmeret meget, saa udfører
hun det ikke godt.
Med Mandfolkene derimod har det
sig lige tvertimod: de skille
sig ret godt ved deres Gjerning,
men denne indskrænker sig og
aldeles til Marken, Kreaturernes
Røgt og Tærskning. Naar dette er
bestridt, seer man i Bonden den
ørkesløseste Skabning under
Solen; naar han har proppet sig
fuld med Mad og Drikke, strækker
han sig paa Bænken, og de lange
Vinteraftener sover ind ved
Rokkens Snurren.
1830 (ca). En biskop i
Ålborg, Nicolai Fogtmann(18):
I sædelig og religiøs henseende
er tyboerne de bedste af folkene
i Ålborg stift … Vendelboerne er
stivsindede og temmelig
usædelige. Dog er der forskel,
og der findes flinke folk
iblandt dem.
1854. En sjællandsk præst, A.
E. Meinert(19):
Det er ellers et mærkeligt folk,
disse vendelboer. De adskiller
sig i udseende og levemåde ikke
lidet fra de øvrige jyder. Intet
steds i Danmark ser man en så
gennemgribende forskel i
udseende som hos beboerne af
denne provins… Vi ledes derved
til at antage, at der i
Vendsyssel kan have fundet en
blanding sted mellem forskellige
nordiske stammer.
1859. En engelsk forfatter,
Horace Marryats rejsebeskrivelse
fra Vendsyssel(20):
På grund af det barske
klima må husene næsten hvert
forår gøres i stand udvendigt,
og den uafbrudte fyring i
kakkelovenene i de lange
vintermåneder nødvendiggør
selvfølgelig jævnlig maling og
kalkning af værelserne. Det er
forklaringen på boligernes
ualmindelig pæne udseende. Ser
man et forsømt hus, er det
ganske sikkert bestemt til
nedrivning. Døm dog ikke
beboerne forhastet, men gå inden
for, kig op i skorstenen, og
hvis man ser tre eller fire
sider flæsk hænge til røgning
der, et godt lager af kartofler
og en kiste fuld af gode, svære
søndagsklæder, vær så overbevist
om, at her er der ingen
fattigdom, og at der næste år
vil rejse sig et nyt lille
bindingsværkshus i sorte og gule
farver i stedet for det gamle.
1880. En præst i Vendsyssel,
Frederik Nielsen(21):
Kunde mine Landsmænd taale endnu
engang at høre et Ord af en
gammel Præst, der ikke taug, da
han skulde tale, saa er der tre
Ting, der som Pletter skulde
tages bort af det for mig saa
kjære Billede af Vendelboerne.
Først dette, at der er vel megen
Tilbøjelighed til stærke Drikke.
Der er fugtigt ved
Strandsiderne, men der er ogsaa
ofte fugtigt inde paa Landet.
Dernæst de mange uægte Børn.
Hjørring Amt og Fyen staa i
sørgelig Forrang for det øvrige
Land i den Retning. Og endelig
den stygge Banden ved hver andet
Ord. Det er Pletter, der skulde
tages bort, og Vendelboerne
behøve blot at gjentage deres
gamle Valgsprog: de vilde ikke,
og saa ville ogsaa disse Ting
forsvinde.
|
Foretagsomhed
|
1735. En birkedommer på
Dronninglund, senere
herredsfoged, S��ren Madsen Høeg(22):
Og at Districtsbeboere ere saa
mange og har ikkun saa lidet
Hartkorn, ja sidder 2, 3, 4
eller flere paa en Gaard,
aarsager ej alene virkelig meget
til den slette Tilstand, mens nu
og giør Bonden magelig, lad og
uduelig, saa de fleste blandt
dem tragter aldrig efter mere,
men altid efter mindre,
ubekymret, hvoraf de skal leve
eller faa Udgiften fra.
1779. En embedsmand og
forfatter fra København, August
Hennings(23):
I Vendsyssel hersker der megen
Flid blandt Landbefolkningen.
Rundtom omgivet af Vand, uden
Havne og nævneværdige
Handelspladser, altsaa næsten
afskaaret fra Omgang med andre
Mennesker, eller i det mindste
tvungne til møjsommeligt at søge
den, bliver der i Henseende til
Beskæftigelse og Adspredelse
næsten ikke andet tilovers for
Beboerne end at underholde sig
med det, der omgiver dem, og
tænke paa Forædling af deres
Frembringelser, der ikke er saa
rige, at de i uforædlet Stand
kan tilfredsstille Beboernes
Ønsker og Behov.
1806. En sjællandsk præst og
topograf, L. M. Wedel(24):
(…) ”vendelboerne er i
almindelighed formuende, kloge,
forsigtige, ædruelige; de fleste
kan læse og skrive,” i
Vendsyssel er der meget flid ”i
huset og i marken”. Kvinderne
spinder og væver og mændene
pranger med kvæg, korn og andre
fødevarer og de er ”dristige
agerdyrkere”.
1828. En amtsforvalter over
Hjørring amt, L.C.
Brinck-Seidelin(25):
Naar Høsten er begyndt, da
anstrænger den ellers langsomme
Vendelboer sig saaledes, at han
ei hviler, før den er endt. Om
en Sædemark ei er moden, eller
Kjærvene ei tilfulde veirede,
derom bryder han sig ei stort;
alt maa falde for hans Lee, naar
han først har faaet den i Haand,
og derefter alt iilfærdigst
føres i Laden, deels af
Nødvendighed, da Naboen, der har
sit Korn inde, og med hvem man
her gjerne vil leve i Fred, vil
slippe sine Kreaturer løs, og
deels af Forfængelighed, da den,
der er først færdig, beundres,
og den, der sidst fik sit Korn i
Lade, ansees for en Sinke.
1828. Samme amtsforvalter
over Hjørring amt, L.C.
Brinck-Seidelin(26):
Ei faa Bønder ernære sig som
Skræddere, Skomagere, Snedkere,
Tækkemænd, Smedde, Hjulmænd
o.s.v. Da Vendelboeren er
eftertænksom og stadig, anseer
jeg ham for særdeles duelig til
at lære Håndværker, og med
Forundring har jeg seet,
hvorvidt mangen Bonde uden
Veiledning har bragt det i
Kunstfærdighed.
1828. Samme amtsforvalter
over Hjørring amt, L.C.
Brinck-Seidelin(27):
(…) og kommer det an paa
technisk Snille, kan neppe
Bonden i nogen som helst dansk
Provinds sættes over
Vendsyssels. – Han er meget
langsom i sine Bevægelser, og
Arbeidet gaaer ei hurtigt fra
Haanden; Klimatet med Blæst og
Taage tvinger ham til at tage
megen Føde til sig og klæde sig
varmt, og derfra hans Langsomhed
og Mangel paa Livlighed, men
trolig er han ved Arbeidet, og
udfører det sædvanligen godt.
|
Væsen og karakter
|
1591. En folkevisedigter, Anders
Sørensen Vedel(28):
De Vendelboer vaare saa stiffue
i Sind, saa traadzige mod deris
Herre.
1810. En professor i
landøkonomi, Gregers Begtrup(29):
Vendelboerne vare et kjækt og
stridbart Folk, som med Iver
toge Deel i Danmarks indvortes
Krige, men de droge sig
sædvanligen for sildig tilbage,
og bleve derfor haardt medtagne.
Paa saadanne krigerske Optrin
har man mange sørgelige Exempler,
fornemmelig under Knud den
Hellige, Erik Menved,
Christoffer af Bajeren, og
Christian den Tredje. Skipper
Clemens Feide har slaaet det
dybeste Saar, som det ei endnu
har forvundet. Flere tusende
Vendelboer blev nedlagte for
Randers og Aalborg, mange bleve
henrettede, og de øvrige bleve
belagte med haarde Mulcter og
Forskrivninger, mistede deres
Ejendomme, og bleve lagte under
Hovedgaardene.
1828. En amtsforvalter over
Hjørring amt, L.C.
Brinck-Seidelin(30):
Vendelboeren er vistnok nidkjær
for, at hans Rettigheder,
virkelige eller indbildte, ikke
skulle krænkes, især naar han
troer, at hans Eftergivenhed vil
synes Forsagthed, den hans
Kamerader ville spotte; han
bliver da stivsindet, og troer
han, at finde Medhold hos et
Parti, hvis Bifald han ønsker at
indhøste – thi forfængelig er
han – da er han vanskelig at
behandle. (…).
Aabenhjertig er han ikke, mindst
i sin Omgang med dem, der ere
over hans Stand; han troer
letteligen at finde en forborgen
Grund til ethvert Spørgsmaal,
mener derfor, at han bør være
paa sin Post, frygter at skade
sig ved uforbeholden Tale, og
antager gjerne, at lidt Snuhed
er fornøden for den kloge Mand;
thi altfor ofte har han seet, at
saadan Tænkemaade sikkrest fører
sin Tilbeder gjennem Tidernes
Skjær. (…).
Det er ikke noget muntert Folk,
Sang lyder sjeldent, selv Høsten
gaaer stille af; derimod hører
man adskillige ret vittige
Indfald (…).
1854. En sjællandsk præst, A.
E. Meinert(31):
Vendelboerne, dette Folk i
Danmark, hvor Livets blide
Magter, Sandsen for det Milde og
Skjønne, synes for en stor Deel
at være gaaet til Grunde i
Aarhundreders haarde Kamp for
Friheden; maatte vi blot
desuagtet lære at høiagte den
mageløse Jernkraft som her
overalt træder os imøde.
1869. En forfatter (født på
Fyn) og præst i Vendsyssel, J.
J. F. Friis(32):
Lægger vi alt til alt, bliver
nok stridighed og mistænksomhed
de egenskaber, der findes hos
vendelboerne i en højere grad
end hos rigets øvrige beboere;
men man må til undskyldning lige
overfor disse beskyldninger
heller ikke glemme, at gives der
nogen egn i riget, hvor sådanne
åndsretninger måtte udvikle sig,
så er det i Vendsyssel, som lige
til den allersidste tid har
været plaget af embedsmænd, der
betragtede deres ophold her som
en forvisning og som de derfor i
det mindste måtte gøre sig så
indbringende som mulig. Så godt
som alle snød de bonden, eller
også så bonden, hvorledes de
snød det offentlige.
1875. (Vistnok) en løjtnant og
topograf fra København, Ludvig
Frederik Both(33):
Vil De lære Vendsyssel
ret at kende, skal De ikke rejse
med Toget, men tage Stokken i
Haanden og se ind til Godtfolk,
hvor De kommer frem. Rigtignok
er Vendelboen ikke altid saa let
at blive klog paa, og han
blotter ikke gerne sit Hjertes
inderste for den, han ikke ved
et længere Samliv har lært
nøjere at kende, men har De gode
Øjne og Øren, vil De altid
erfare noget, De ikke hidtil har
kendt til, og som De maaske kan
have godt af at vide.
1880 (ca). En heste- og
studehandler fra Himmerland, E.
H. Buchholtz(34):
Vendelboen er sejg til at
beslutte sig til noget, men
rasende voldsom, ja grusom, naar
Berserkergangen kommer over ham,
eller øver Lynchjustits.
1880. En præst i Vendsyssel,
Frederik Nielsen(35):
Og hvad nu Vendelboerne selv
angaar, saa er det nok værd at
erindre den gamle Sang, der
stammer fra den sidste store
Bonderejsning, hvoraf der udgik
saa mange i Middelalderen fra
Vendsyssel, og hvori det hedder:
Først da flyede de Morsingboer,
Og saa de Forrædere fra Thy;
Efter stode de Vendelboer, De
vilde ikke fly.
De vilde ikke, ja Vendelboerne
har en Villie en stærk og
udpræget Villie. Er han med, saa
er han helt med; er han imod,
saa er han helt imod. Der er
ingen Halvhed eller Halten til
to Sider, og i denne Villie boer
der Kraft til Fremgang, naar den
ledes i det rette Spor. Den fra
Krigen saa berømte ellevte
Bataillon bestaar af Vendelboer,
og den har indlagt sig uvisnelig
Hæder. For disse tappre Mænd
gjaldt det fuldtud: de vilde
ikke fly!
1913. En vendsysselsk
lokalhistoriker, Anton Jakobsen(36):
Som bekendt har Vendelboerne
Skyld for at have den Vane, naar
han bliver tiltalt af en
Fremmed, at svare ”Hvad”, enten
han saa har hørt Spørgsmaalet
eller ikke; der menes at dette
sker af Forsigtighed og Mistro,
for at vinde Tid til at svare og
om fornødent gøres at give
saakaldt ”laaddent” eller
omgaaende Svar, naar den
Fremmede gentager sit Spørgsmaal.
1940. En gårdejer, Søren
Jungersen, Fristrup ved Åbybro(37):
Vi Vendelboere ka godt være
flinke, men vi ka aasse være
slemt stikkent i det, om nogen
kommer til os fra den forkerte
Side!
1940: En sydjysk forfatter,
Salomon J. Frifelt(38):
Og lige saa stædig og uvillig
til at indordne sig under Tvang
stod han overfor alt, hvad der
udefra eller ovenfra trængte sig
paa som Paabud eller Forbud.
Frivillig kan Vendelboen følge
en Høvding. Men Herskerbud møder
han stedse med Uvilje og Trods.
Høvdinge havde altid her
nordenfjords bedre Vilkaar end
Konger! –
1954: En førstelærer på Emb
Skole i Midtvendsyssel, Nis
Gertsen(39):
Giver man sig i snak med en
vendelbo, er det ikke sikkert,
man synes godt om ham lige
straks. Han er noget
tilbageholdende, når han taler
med fremmede, noget forsigtig,
næsten mistroisk. Han siger nå-h
og ja-h og: det er nok muligt.
Men hvad han selv mener, kommer
ikke for dagen. Han udleverer
sig ikke. Derimod skulle det gå
mærkeligt til, om han ikke i
samtalens løb fik pillet ud af
den fremmede, hvem og hvad han
er, hvor han kommer fra, og hvor
han skal hen, om han er gift, og
hvor mange børn han har!
(…).
Når vendelboerne fra gammel tid
har ord for at være stridbare og
oprørske, så er det med
stridbarheden rigtigt nok. Men
hvis der ved oprør forstås
væbnet opstand mod gældende lov
og ret, så er bedømmelsen
forkert. Læser vi historien med
eftertanke, kommer vi til det
resultat, at vendelboernes oprør
altid har haft til formål at
hævde lov og ret, derimod ikke
at trodse den. Vendelboen har
fra de ældste tider været
konservativt indstillet. Han har
holdt på det bestående, på
nedarvede, hævdvundne
rettigheder, blandt andet ud fra
den betragtning, at han vidste,
hvad han havde, ikke hvad han
fik. Gennem århundreder havde
adel og præsteskab stadig søgt
at skære remme af bondens ryg.
Derfor blev han mistroisk..
Man har - dog med urette -
tillagt Kristian den Ottende
betegnelsen for Vendsyssel som
egnen ”nord for lands lov og
ret”. Når dette udtryk kunne
bruges med nogen grund, så var
det dog mindre befolkningens end
øvrighedens og embedsmændenes
skyld. Det var dem, som
tilsidesatte lov og ret. (…).
Indtil for et par menneskealdre
siden forekom der dog ikke så
lidt af, hvad man bedst kan
betegne ved udtrykket
embedsmandsvigtighed. Den
passede begribeligvis heller
ikke vendelboen. (…) I
almindelighed gik det ikke an at
bruge håndgribeligheder over for
en embedsmand i funktion. Man
nøjedes så med viddets og lunets
våben. Men det er der heller
ingen, som forstår at bruge
bedre end vendelboen. (…)
1954: Samme førstelærer på
Emb Skole i Midtvendsyssel, Nis
Gertsen(40):
Vendelboerne er forsigtige, når
de står over for noget nyt. De
stiller sig gerne afventende og
iagttagende. (…) I politisk
bevægede tider tales der
politik, og så kan vendelboerne
være fyr og flamme. Mænd af
forskellige meninger kan da
blive uvenner for lange tider.
Vi opdager ved sådanne
lejligheder, at vendelboen er
mere bevægelig i sindet, end
hans sædvanlige, rolige optræden
ellers giver indtryk af. (…)
Under vælgermøderne lader
forsamlingen gerne de mest
fremtrædende baske løs på
hinanden, men selv nøjes de med
at stikke en bemærkning ud nu og
da. Den kan være tør og vittig
og undertiden sønderknusende ved
sin træfsikkerhed.
- En gammel Vendelbo ligger
for døden.
”Lov mig nu”, siger han, ”at min
Gravsten bliver 3 Tommer højere
en An-Maris. For det var mig,
der havde Pengene. Og det var
ogsaa mig, der passede paa dem.”
- Tre Tommer højere end Naboens!
Det er enhver Vendelbos Agt!(41)
|
Kilder
|
1.
Salomon J. Frifeldt og Børge
Davidsen: Hvor Vejene samles.
(Aalborg 1940, side 91)
2. Knud Bidstrup:
Strejftog i historien. (i: Det
yderste Jylland. Turistårbogen
1978)
3. M. A. Goldschmidt:
Dagbog fra en Rejse paa
Vestkysten af Vendsyssel og Thy
1865. (Udvalgte Skrifter
Romaner, Fortællinger og
Skildringer. Bd 2. Gyldendal
u/år, side 242)
4. Knud Bidstrup:
Strejftog i historien. (i: Det
yderste Jylland. Turistårbogen
1978)
5. C. Klitgaard: Vester
brønderslev Sogns og Brønderslev
Købstads Historie. (Brønderslev,
1942)
6. Aalborg Stiftsbog
2005. (Aalborg Stifts Landemode,
2005)
7. Interview med
professor Hans Vejleskov,
Danmarks Pædagogiske
Universitet. (Nordjyske
Stiftstidende 12. juli 2007)
8. Peder Hansen Resen:
Atlas Danicus VI, A: Aalborg
Stift. (Sæby Museum, 1982)
9. C. Klitgaard: August
Hennings Rejse i Vendsyssel
1779. (Vendsysselske Aarbøger
1918, side 261)
10. Olaus Olavius:
Oekonomisk-physisk Beskrivelse
over Schagens Kiøbstæder og
Sogn. 1787. (Cit. fra: Peter
Henningsen: I sansernes vold.
Bondekuldtur og kultursammenstød
i Enevældens Danmark Vol. 2,
side 670)
11. L. M. Wedel:
Indenlandsk Reise igiennem de
betydeligste og skjønneste Egne,
bd. 2, 1806 (cit. fra: Peter
Henningsen: I sansernes vold.
Bondekuldtur og kultursammenstød
i Enevældens Danmark Vol. 2,
side 671)
12. Gregers Begtrup:
Beskrivelse over Agerdyrkningens
Tilstand i Danmark.
Nørrejylland, bd. II. 1810, side
413)
13. A. E. Meinert:
Naturen og Menneskelivet, en
folkelig Jordbeskrivelse. 1854.
(Cit. fra: Knud Bidstrup:
Strejftog i historien. Det
yderste Jylland. (Turistårbogen
1978))
14. M. A. Goldschmidt:
Dagbog fra en Rejse paa
Vestkysten af Vendsyssel og Thy
1865. (Udvalgte Skrifter
Romaner, Fortællinger og
Skildringer. Bind 2 (Gyldendal
u/år)
15. Relationer over de
danske Stifters Tilstand,
indsendt i henhold til Cirkulære
gennem Rentekammeret 25. juli
1735 (cit. fra: Lene Dige:
Dronninglund sogn i 1700-tallet.
(Nord-Press 1994))
16. L. C.
Brinck-Seidelin: Hjørring Amt.
Beskrevet efter opfordring fra
det Kongelige
Landhuusholdningsselskab.
(København 1828, side 8)
17. Do. (side 273)
18. (Cit. fra) Nis
Gertsen: Vendsysselbogen.
(Hjørring 1954)
19. A. E. Meinert:
Naturen og Menneskelivet, en
folkelig Jordbeskrivelse. 1854.
(Cit. fra: Knud Bidstrup:
Strejftog i historien. Det
yderste Jylland. (Turistårbogen
1978))
20. Horace Marryat: Et
ophold i Vendsyssel 1859-1860.
(Vendsyssel Årbog 1980)
21. Frederik Nielsen:
Vendsyssel og Vendelboerne for
et halvt Hundredaar siden.
(København 1880)
22. Relationer over de
danske Stifters Tilstand,
indsendt i henhold til Cirkulære
gennem Rentekammeret 25. juli
1735 (cit. fra: Chr.
Christensen: Tilstanden i
Vendsyssel ved Aar 1735.
(Vendsysselske Aarbøger 1917))
23. C. Klitgaard: August
Hennings Rejse i Vendsyssel
1779. (Vendsysselske Aarbøger
1918, side 261)
24. L. M. Wedel:
Indenlandsk Reise igiennem de
betydeligste og skjønneste Egne,
bd. 2, 1806 (Cit. fra: Peter
Henningsen: I sansernes vold.
Bondekuldtur og kultursammenstød
i Enevældens Danmark Vol. 2,
side 597)
25. Do. (side 66)
26. Do. (side 316)
27. L. C.
Brinck-Seidelin: Hjørring Amt.
Beskrevet efter opfordring fra
det Kongelige
Landhuusholdningsselskab.
(København 1828, side 6)
28. Anders Sørensen
Vedel: S. Knud Konning udi
Danmarck, (Fra Hundredårsvisebog
1591, cit. fra:
http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=vedel2000050405
(dec. 2006))
29. Gregers Begtrup:
Beskrivelse over Agerdyrkningens
Tilstand i Danmark.
Nørrejylland, bd. II. (1810,
side 407)
30. L. C.
Brinck-Seidelin: Hjørring Amt.
Beskrevet efter opfordring fra
det Kongelige
Landhuusholdningsselskab.
København 1828, side 6)
31. A. E. Meinert:
Naturen og Menneskelivet, en
folkelig Jordbeskrivelse. (1854.
Cit. fra: Preben Sørensen:
Præsten A.E. Meinert og
Vendsyssel. (Vendsyssel Årbog
1998))
32. J.J.F. Friis:
Vendelboerne, deres Sæder og
Skikke. Samlinger til jysk
Historie og Topografi, bd. 2,
1868-69. (Cit fra: Peter
Henningsen: I sansernes vold.
Bondekuldtur og kultursammenstød
i Enevældens Danmark Vol. 2,
side 598)
33. Anton Jakobsen: En
Rejse gennem Danmark.
[Gengivelse af en
rejsebeskrivelse vistnok af
topografen, løjtnant Ludvig
Frederik Both fra København
(1823-1887): Natur og Folkeliv i
Danmark. 1875]. (Vendsysselske
Aarbøger, 1938)
34. Carl Klitgaard:
Uddrag af Gaardejer i Nørholm
Erhardt Harald Buchholtz’
Optegnelser 1879-1888 vedrørende
Vendsyssel. (Vendsysselske
Aarbøger, 1951).
35. Frederik Nielsen:
Vendsyssel og Vendelboerne for
et halvt Hundredaar siden.
(København 1880)
36. Anton Jakobsen:
Dronninglund Hovedgaard
(Vendsyssel Folk og Land. (Sæby
1913, side 153f))
37. Salomon J.
Frifeldt/Børge Davidsen: Hvor
Vejene samles. (Aalborg 1940,
side 89)
38. Salomon J.
Frifeldt/Børge Davidsen: Hvor
Vejene samles. (Aalborg 1940,
side 90f)
39. Nis Gertsen:
Vendsysselbogen.
(Skolebiblioteksforeningen for
Hjørring amt 1954, side 381ff)
40. Do. (side 389)
41. Salomon J.
Frifeldt/Børge Davidsen: Hvor
Vejene samles. (Aalborg 1940,
side 97).
42. Erik Vendilskagas Saga. Cit.
i: Carl Klitgaard: Hvetbo
Herred. I Del, s.239. (Aalborg
1906).
|