Risgaardhuse.dk

 

Dette er en privat hjemmeside - sidens indehaver, forfatter, fotograf, redaktør, m.m. er: Tage Bøgh Jensen                © Tage Bøgh

 

Fra fæstebønder til husmænd

Om udvikling i landsbyen og lokale erhverv.

Reformer i landbruget

I forbindelsen med Reformationen i 1500- tallet overtog Kongen store jordbesiddelser fra de katolske bisper og senere også klosterjorden. Kongen blev landets største jordbesidder. Meget af dette "krongods" blev dog afhændet i de næste to århundreder bl.a. for at betale krigsgæld og tilvejebringe nye midler til statens driftsbudget. For Hørbys vedkommende kom de fleste af gårdene på en eller anden måde oprindeligt fra Kongens besiddelser. Men i løbet af 1700- tallet kom de sidste gårde på private hænder, og jorden var da fordelt mellem godsejere. Sæbygård, Voergård, Bangsbo hovedgård, Haven hovedgård, Dybvad hovedgård, Hørbylund hovedgård.

Det var ved sådanne godser og hovedgårde den mandlige del af befolkningen tjente under "stavnsbåndet", som blev indført for, at godsejerne kunne regne med en stabil gruppe landarbejdere til godsets drift, og som modydelse påtog godserne sig administrerende opgaver så som indkaldelse til militæret, skatteinddrivninger m. v. Senere flyttedes disse ansvarsopgaver til amtet, og godsejerne mistede en del af det faste greb om landbefolkningen. Stavnsbåndet blev afløst af et andet bånd - pligten til at bære amts pas, når man forlod hjemstavnen, hvilket man naturligvis skulle indhente tilladelse til.

Det var på dette tidspunkt, at de store reformer i landbruget indtraf. Man gik bort fra bøndernes dyrkningsfællesskab, og udskiftede landbrugsjorden, så de tidligere mange spredte agre blev til samlede dyrkningsarealer under hver gård. Det blev muligt for de heldigste af bønderne at erhverve gården – få selveje, og hoveriet blev langsomt afskaffet. Det blev nu pludseligt muligt at forbedre udbyttet mærkbart og at spare op i sin ejendom og derved ikke blot forbedre egne, men også kommende generationers levevilkår.

Kvindernes position i det gamle landsbysamfund.

Opgøret med Middelalderens lette livsførelse førte ved Reformationen til nye stramme normer, som nok var en bevægelse anført af kirkens folk, men som også fandt fodfæste i landbefolkningen. En bølge af intolerance og forfølgelse af afvigere satte på landet skub i et par århundredes makabre hekseprocesser. Historier om disse processer beskriver med al tydelighed den mistænkeliggørelse af enkeltindivider, der kunne opstå i lokalsamfundet. Omstændighederne i disse tider gjorde, at det var klogt, især for kvinder, at holde fred med nabokonerne! Når kvinderne kom op at toppes indbyrdes, og det var ofte petitesser, det drejede sig om, så kørte `rouletten` i høje omdrejninger - nogle gange med angiveri for heksekunst til følge. Selv de ellers så magtfulde mænd kunne blot stå og se hjælpeløse til.

Overtroen levede godt ude på landet. Når der blev rokket ved det stedlige magthierarki, når `Ane i mosen` pludselig blev en person, man skulle respektere og måske frygte, skabte det modreaktion hos dem, der følte deres position truet. Når det ikke blot var mændene, som reagerede kraftigt på disse ` irriterende kællinger` men også andre kvinder, så skyldtes det måske, at kvinderne følte, deres livsgrundlag blev truet, når man rørte ved deres mænds position eller overlevelsesevne.

Kvinderne havde jo kun status i kraft af deres giftermål til langt op mod vor egen tid. Der er træk af dette man ser, kvinderne med deres mænds slægtsnavn og daglige kaldenavn ved mandens fornavn eller hans erhverv: Agnes Kærvang, Anna Christen Peder, Søster Verner – og det er endda kun få år siden de levede i Hørby sogn.

Det var kvinderne, der kun arvede deres mænd, hvis de havde leveret børn i ægteskabet. Det er kvinder, hvis arv fra forældrene skulle administreres af værger eller deres mænd, og når kvinderne selv blev enker, skulle en lavværge eller søn ligeledes administrere arven for dem. Pigerne arvede kun halvdelen i forhold til deres brødre.

Til gengæld kunne de være sikker på at eje hele barnet født udenfor ægteskab. De stakkels piger, som var blevet `besovet` med frugtsommelighed til følge, blev udstillet i kirken og skulle angerfuldt bekende synden og fortælle detaljerne. Det var bedst at få giftet døtrene bort i tide. Og skulle skaden være sket, måtte man se at finde en ældre enkemand, som ville vende det blinde øje til den runde mave og lægge navn til barnet. Pigen skulle være `glad til`, hvis det næste den gamle gubbe vendte, var skråen i mundvigen – og ikke hende i sengehalmen.

Kvindernes særlige evner i forhold til de livgivende børnefødsler blev gjort til noget urent, og mange af datidens jordemødre blev set på med en blanding af ærefrygt og afsky af mændene. I kirkebøgerne kan man se disse ting afspejlet i traditionen med, at præsten skulle undervise jordemoderen i kristendomskundskab, for at hun ikke skulle fortabes til Djævlen, og at kvinderne var urene og skulle renses efter en fødsel ved en særlig ceremoniel genindførelse i kirken.

Kvinderne besad altså sjældent ejendom, som de selv rådede over. De fandt deres plads i samfundet gennem ægteskabet og deres mænd eller mandlige slægtninge, og de stak ikke næsen for langt frem.

Lønnet arbejde – også til kvinderne.

Samtidigt med at man oparbejdede økonomisk overskud på gårdene, fik gårdkonerne piger til hjælp i det trivielle arbejde, fik råd til personligt pynt og tid til at slappe af med håndarbejde af og til. Derfor blev syning til pynt på pudevår, skjorter, særke og på pyntede duge, en eftertragtet handelsvarer de dygtige syersker var efterspurgte, og deres indtægter var gode. Sammenlignet med en daglejer kunne de nemt tjene det dobbelte.

I løbet af 1800 – tallet, hvor mange gårdmænd efterhånden kom til at eje egen gård, gik gårdene fra at være små selvforsynende enheder til at koncentrere indsatsen omkring selve landbruget og tilkøbe sig flere og andre tjenesteydelser udefra. Derved opstod små selvstændige erhverv, som også havde til huse i landsbyen, fremstilling af forskellige redskaber til landbrug og husholdning snedkere og trædrejere, tekstilfremstilling, vævere – det havde fra gammel til været et selvstændigt erhverv – men nu kom også ydelser som garnfarvning, spinding, syning, strikning osv.

 Fra kvinder i byen, som hermed fandt et lønnet arbejde at ernære sig ved, når de blev enker, eller hvis de aldrig blev gift. Bagning blev udført i hjemmebagerier, og slagtning foretog slagteren, og han forhandlede også pålæg af forskellig art. Æg blev afsat til købmænd, eller indsamlet af ægsamlingsforeningen. Der var træskomager og kurvemager og børstenbindere – de sidste bandt også børster til mejeriet, som ustandseligt skulle have vasket deres kar og remedier pinligt rene.

 

Hen imod slutningen af 1800- tallet slog andelstanken igennem og det udmøntede sig i store dele af landet ved etableringen af fælles mejerier på andelsbasis. Næsten hvert sogn havde sit eget mejeri, i Hørby sogn startede de første mejerier som private, der var de største gårde der havde mejeri, Hørbylund hovedgård, Haven hovedgård, st. Faurholt. Det første andelsmejeri startede i Hørbylund i 1893, først i 1907 kom andelsmejeriet Risgård til.

De første mejerier ansatte i stor stil mejerskere. Det var kvinderne, som besad viden om forarbejdning af mælken. Faktisk var det flere steder en fordel for mænd, der skulle ansættes som mejeribestyrere, at de var gift med en mejerske, for så havde de da lidt begreb om behandlingen af mælken. Mændene havde hovedsagelig indsigt i maskineriet.

Af andre jobs, som kvinder kunne betjene uden for hjemmet, når de ikke syede, lavede mad, gjorde rent eller malkede køer, var som ammer eller vågekoner, ansættelser som lærerinder eller husbestyrerinder. Det var en mulighed for at forsørge sig selv, hvis de ikke blev gift.

Landsbyerne i dag.

I dag er mange af de gamle erhverv i landsbyerne forsvundet. En del af de manuelle funktioner er i sagens natur nu overtaget af maskiner. Flere og flere folk finder deres job inden for serviceerhvervene og arbejder ikke lokalt med i de større byer i omegnen. Men i de mindre landsbysamfund som feks. Hørby, hvor der i 1960- 70 erne kom parcelhuskvarterer til ,er det der trækker  de mindre og mere overskuelige forhold i skole og børneinstitutioner. Den nye befolkningsgruppe forsøger at blande sig med den `oprindelige` landbefolkning.

Det er ikke altid lige nemt. I gruppen af tilflyttere er både kvinder og mænd udearbejdende og pendler frem og tilbage hver dag. Man er og bliver `tilflyttere`.

Andelen af oprindelige borgere er dog nogle steder skrumpet voldsomt ind, mange af de lokalt barnefødte drager til storbyerne for at uddanne sig, og vender sjældent tilbage for at bosætte sig i landsbyerne. Derved ændres det oprindelige sociale fællesskab i de små landsbyer så markant, at man ikke kan tale om et fællesskab i gammel forstand med vedligeholdelse af et tæt socialt netværk, men snarere et interessefællesskab, hvor man samles om aktiviteter, man selv eller ens familie har direkte interesse i. Når behovet ikke længere er til stede dropper man ud.

Derfor kæmper selv Hørby i dag for at bevarer de sidste rester af foreningslivet, det sidste daglige mødested Brugsen, her vil man gerne give sin støtte for at vi kan beholde vores sidste indkøbsforretning, men blot ikke handle der, hellere lægge sine indkøb i større forretninger, i de større byer, så kan man hente, det man glemte i den daglige brugs, og være heldig og møde sin nabo og få en sludder og måske en god historie. Vi skal være opmærksomme på, at lukker de sidste indkøbsmuligheder ned og skolen nedlægges, vil vores huse i byen falde i pris, så støt op om vore indkøbssteder.

Borgerforeningens bestyrelse forsøger at favne bredt og vil gerne `fællesskabet `og ofte udføres et gedigent stykke arbejde i retning af at samle trådene lokalt og ikke mindst at være samtalepartnere for kommunens embedsmænd, når lokalområdet vil gøre opmærksom på områder, som trænger til en særlig indsats, og som nemt kan blive overset i et randområde af kommunen.

Det landsbymæssige fællesskab, som gav en vis social tryghed for den enkelte i det gamle bondesamfund, er i dag blevet erstattet af det demokratiske samfunds statsautoriserede sociale netværk. Det er dermed en bevidst medmenneskelig indsats fra det enkelte menneske overfor naboen – kollegaen – næsten, som kan skabe et netværk med tryghed også for de enlige eller de ældre og syge, udstødte eller skæve eksistenser, noget der ellers er ved at forsvinde helt. Der er ikke så mange adfærdsstyrende mekanismer i lokalsamfundet tilbage, som sikrer, at der er plads til alle. Enhver er sin egen lykkes smed – i hvert fald et godt stykke hen ad vejen. Til gengæld er der heller ikke så mange snærende bånd, der begrænser folks udfoldelse, der holder folk nede – eller tilbage – eller fastlåst i bestemte roller – og det var jo også en side af den såkaldte landsbyidyl før i tiden. Man skulle kende sin plads i hakkeordnen, høj som lav, og der var flest pladser til de lave.

 

"Kun dér vil jeg være, når foråret kommer,

når trækfuglen flyver med kursen mod nord.

Kun dér vil jeg finde den fuldendte tværing

med guld i sit hjerte og bjesk på sit bord."

  

 

 

Hørby 2010.